Klagenævnet for Domænenavne
Bemærk
Der er i øjeblikket udfordringer med at logge på sagsportalen, og det er således ikke muligt for parter i verserende sager at få adgang til sagsakter i sagsportalen. Vi arbejder på en løsning.
Årsagen er, at klagenævnet er overgået til nyt IT-system, der skaber problemer. Det er forventningen, at problemerne bliver løst i slutningen af næste uge (uge 24). Parter i verserende sager, der har fået fastsat en svarfrist for indsendelse af yderligere sagsakter, får automatisk forlænget fristen med den periode, sagsportalen ikke virker. Vi opfordrer til jævnligt at gå ind på klagenævnets hjemmeside og se, om sagsportalen fungerer igen.
IT-problemerne betyder også, at du i den kommende tid kan opleve en længere sagsbehandlingstid fra sekretariatets side.
Om klagenævnet
Klagenævnet for Domænenavne er et uafhængigt klagenævn, som kan behandle følgende sager:
- Tvister mellem registranter og tredjeparter om registrering og anvendelse af domænenavne under det danske .dk-domæne
- Klager over beslutninger truffet af DIFO/Punktum dk (tidligere DK Hostmaster) om overholdelse af de fastsatte forretningsbetingelser og vilkår (”Vilkår for brugsret til et .dk-domænenavn”).
Klage kan indgives af enhver, der har en retlig interesse i sagens udfald. Klagenævnets formand afgør, hvorvidt klageren har en retlig interesse.
Klagenævnet kan tage stilling til, om registreringen af et domænenavn skal opretholdes, slettes, suspenderes eller overføres til klageren eller en af klageren udpeget fysisk eller juridisk person. Klagenævnet kan endvidere stadfæste, ophæve, ændre eller hjemvise en beslutning truffet af DIFO/Punktum dk (tidligere DK Hostmaster) om overholdelse af forretningsbetingelser og vilkår (”Vilkår for brugsret til et .dk-domænenavn”).
Klagenævnet kan ikke træffe afgørelse om betaling af erstatning, vederlag eller godtgørelse.
Nærmere information om klagenævnet og de regler, der gælder for klagenævnet, findes under punktet om klagenævnet i menuen ovenfor.
Indgivelse af klager og henvendelser til klagenævnet
En klage til klagenævnet skal indgives via den klageformular med tilhørende vejledning, der findes under punktet klagenævnets sagsportal.
Alle henvendelser til klagenævnet vedrørende en verserende sag skal ske via klagenævnets sagsportal, som indeholder en vejledning om brug af portalen.
Alle øvrige henvendelser til Klagenævnet for Domænenavne skal ske via klagenævnets sekretariat, som også yder vejledning om brug af klagenævnets sagsportal. Du kan se sekretariatets kontakt- og adresseoplysninger nederst på siden.
Klagenævnets praksis
Under punktet afgørelser findes en kronologisk oversigt over klagenævnets afgørelser, og der er også en række muligheder for at søge i klagenævnets afgørelser.
Nyhedsbrev
Du kan tilmelde dig klagenævnets nyhedsbrev under punktet nyhedsbrev.